PRESSEMEDDELELSE

Kerteminde, den 9. april 2014

Fynsk fornuftsægteskab – Halberg Kapital investerer i Kertemindevirksomheden LBH International

To familieejede virksomheder går sammen i et 50/50 ejerskab i bestræbelserne på at skabe endnu større succes i både hjemmemarked og eksport for Kerteminde-virksomheden LBH International, som producerer kompensatorer til især energisektoren.

Udtrykket ’en kompensator’ får ikke klokkerne til at ringe hos ret mange almindelige danskere. Men det gør det i høj grad hos LBH International A/S i Kerteminde, som er specialist i at producere de både store og små kompensatorer, der indbygges i rørsystemer for at optage termiske og mekaniske bevægelser. Kunderne tæller store internationale koncerner som bl.a. Alstom, Arcelor Mittal, DONG, FLS og Statoil.

LBH International blev grundlagt 1978 af Mogens Lindholm Hansen og har dermed mere end 35 års erfaring med at fremstille kompensatorer. Det gør virksomheden så godt, at det har fået Halberg Kapital i Svendborg til at investere millioner i LBH, som især skal bruge de friske penge til at styrke salgs- og marketingindsatsen.

”LBH er et klassisk eksempel på en dansk virksomhed med stærke produkter og stort know how i et globalt nichemarked, men hvor virksomheden ikke har haft den fornødne økonomiske slagstyrke til at følge sine store internationale kunder til dørs. Det skal vores kapital nu hjælpe LBH med at rette op på,” siger direktør Thomas Bastrup fra Halberg Kapital, som forventer sig meget af det nye samarbejde.

Hos LBH er direktør og ejerleder Rune Lindholm Skræp-Hansen stolt over at have fået en af Fyns gamle traditionsrige familieejede virksomheder ind i ejerkredsen.

”Jeg har lagt stor vægt på at få en langsigtet investor ind, der har de samme grundlæggende værdier, som vi har hos LBH. Så skader det desuden ikke, at vi har en rigtig fin kemi, og at Halberg organisationen er en global eksportvirksomhed frem for en mere traditionel og kortsigtet kapitalfond”, siger Rune Lindholm Skræp-Hansen.

Efter et glidende generationsskifte i 2010/11 har LBH’s unge ejer, Rune Lindholm Skræp-Hansen, haft mange afsætningsmuligheder, hvor manglende finansiel styrke forhindrede ham i at forfølge mulighederne. Det bliver der nu løst op for, da langt hovedparten af kapitalen i forbindelse med Halberg Kapitals erhvervelse af 50% af ejerskabet vil blive skudt ind i LBH som vækstkapital.

Parterne har en ambition om, at LBH over de næste 5-7 år skal eksekvere en vækststrategi, som skal øge både omsætning og indtjening med 150%, og derfor bliver organisationen i det kommende år tilført yderligere ressourcer.

”Vi skal tættere på både eksisterende og potentielle nye kunder, og det kræver at vi opmander betydeligt på salgssiden. Målet er bl.a. at hæve konverteringsraten på de tilbud vi giver inden for stålkompensatorer”, fortæller Rune Lindholm Skræp-Hansen, der fortsætter som administrerende direktør men nu vil koncentrere sin egen indsats yderligere mod rollen som salgsdirektør.

”Derfor er det ud over den planlagte opmanding med 2-3 personer i salgsstyrken desuden forventningen, at jeg skal have en meddirektør, som får det daglige ansvar for projektafvikling og administration,” siger Rune Lindholm Hansen.

Med kapitaludvidelsen i LBH International træder koncernchef Per Buch, Halberg A/S, ind som formand i LBH. Han får følgeskab af koncernproduktionsdirektør Jarl Freiesleben, og sammen skal de styrke LBH på henholdsvis internationalt salg og supply chain. Lasse Kaldahl fortsætter i bestyrelsen, som forventer at styrke sig med yderligere mindst et eksternt medlem, som kan bidrage med kompetencer fra kompensatorbranchen eller beslægtede industrier.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Rune Lindholm Skræp-Hansen, adm. direktør, LBH International A/S på tlf. 31 18 85 19.

Thomas Bastrup, direktør, Halberg Kapital A/S på tlf. 40 98 08 14.

Hovedtal for LBH International A/S

DKK mio.

2011/12

2012/13

Bruttofortjeneste

11,9

16,1

Resultat før skat

1,0

3,6

Egenkapital

5,1

7,1

Balancesum

21,9

24,1

Hovedtal for Halberg A/S

DKK mio.

2011/12

2012/13

Nettoomsætning

395

359

Resultat før skat

39,9

39,1

Egenkapital

747

766

Balancesum

1.069

974

Om LBH International A/S

LBH International blev grundlagt i 1978 af Mogens Lindholm Hansen, som, trods sønnen Runes (2. generation) overtagelse af ledelse og ejerskab stadig er aktiv i virksomheden, som konsulent samt bestyrelsesformand og medejer i virksomhedens indiske joint venture. LBH producerer kompensatorer i væv, stål og elastomere (gummi) til primært kunder i energisektoren, men LBH’s produkter anvendes desuden i et bredt udsnit af industrien. LBH er hjemmehørende i Kerteminde og beskæftiger 20-30 personer afhængig af sæsonen.

Om Halberg Kapital A/S

Halberg Kapital er ejet af 4. og 5. generation af familien Halberg i Svendborg og en del af Halberg A/S koncernen, som er mest kendt for sit ejerskab af Mac Baren Tobacco Company, verdens næststørste producent af pibetobak med rødder helt tilbage til 1826. Halberg Kapital blev stiftet i 2009 med en målsætning om at investere i 5-10 mindre og mellemstore danske virksomheder med behov for vækstkapital. Halberg Kapital har hidtil foretaget investeringer i bl.a. Ålborg-virksomheden Newline, som producerer løbetøj og højttalervirksomheden Scandyna i Viborg, som er kendt for sine små designhøjttalere under brandet ’podspeakers’.