Erhvervsliv:

 

Halberg får ny direktør

 

Svendborg-virksomheden Halberg A/S får ny direktør, når Løgismoses nuværende direktør Jesper Uggerhøj overtager ledelsen af hele koncernen

Halberg-koncernen, der blandt andet ejer virksomhederne Løgismose og Mac Baren, får ny direktør. Og han hentes fra egne rækker. Jesper Uggerhøj kommer således fra en position som direktør for Løgismose, der blev overtaget af Halberg i 2023.

Jesper Uggerhøj kommer til Halberg medbringende en bred ledelseserfaring fra dansk erhvervsliv. Foruden erfaringen fra Løgismose, og før det Løgismose Meyers, medbringer han direktørerfaring fra Irma, Kopenhagen Fur og Premier Is, ligesom han også tidligere i karrieren har haft ledelsesjob i Arla, Toms Gruppen og Jamo. Det brede erfaringsspektrum matcher godt udfordringerne hos Halberg, hvis aktiviteter spænder over en række forskellige industrier.

Udnævnelsen af Jesper Uggerhøj sker i forlængelse af, at bestyrelsen er blevet enige med den afgående direktør Frederik Halberg, om at der er behov for et skift til en profil med andre kompetencer til at føre den familieejede gruppe af virksomheder godt og sikkert videre i den næste fase.

Bestyrelsesformand Torben Sørensen udtaler:

  • På bestyrelsens vegne vil jeg gerne sige Frederik Halberg tak for indsatsen. Der er opnået en række gode resultater i perioden, herunder blandt andet opkøbet af Løgismose. Samtidig er jeg glad for, at Jesper Uggerhøj har indvilget i at påtage sig det operationelle ansvar for at videreudvikle den samlede gruppe. Vi ved hvad Jesper står for og er overbeviste om at han er den rette til at lede koncernen.

 

Jesper Uggerhøj udtaler samtidig:

  • Det er med betydelig ydmyghed og stolthed, at jeg har takket ja til at stå i spidsen for Halberg. Jeg har lært Halberg at kende som en koncern med solide rødder og stærke værdier, som skal fastholdes samtidig med at forretningen videreudvikles. Den opgave ser jeg frem til. Samtidig er det en særlig glæde, fortsat at kunne bidrage til at videreudvikle Løgismose, som det har været en udsøgt fornøjelse at stå i spidsen for.

 

 

Frederik Halberg, der altså nu fratræder efter at have været direktør de seneste tre år, supplerer:

  • Det har været en stor fornøjelse at være tilknyttet Halberg-koncernen de seneste syv år, de første fire år som bestyrelsesmedlem og de følgende tre år som administrerende direktør. Når jeg nu giver stafetten videre, er det med stolthed over det stærke fundament, som der nu kan arbejdes videre ud fra. Jeg har værdsat det gode samarbejde med mange dygtige medarbejdere og jeg er helt tryg ved at Jesper Uggerhøj vil videreføre strategien med en sikker hånd på rattet.

Jesper Uggerhøj tiltræder 1. maj 2024. Rekruttering efter en ny direktør for Løgismose er iværksat. Indtil en ny direktør er fundet, vil Jesper Uggerhøj bestride begge poster.

 

For yderligere information, kontakt da venligst:

  • Torben Sørensen, bestyrelsesformand, Halberg A/S
    på mobil 21 41 32 18
  • Jesper Uggerhøj, tiltrædende direktør, Halberg A/S
    på mobil 25 80 06 18
  • Casper Janns, kommunikationsrådgiver,
    på mobil 20 16 74 81

 Om Halberg A/S: Halberg-koncernen er en traditionsrig, familieejet virksomhed i Svendborg med aktiviteter inden for fødevarer, tobak, hoteldrift, erhvervsbeklædning, ejendomsinvestering og kapitalforvaltning. Halberg er desuden meget engageret i lokalsamfundet i Svendborg og på Sydfyn. Mere information på halberg-as.dk