Hos Halberg er vi stolte af vores historie. Vi bruger den som afsæt til fremtiden. Mac Baren Tobacco Companys rødder går tilbage til 1826. I 1887 købte Harald Halberg S. Bønnelyckes Tobaksfabrik og grundlage dermed Harald Halberg Tobaksfabrikker i Svendborg.

I begyndelsen af 1950'erne blev markedet introduceret for en ny type pibetobak under navnet Mac Baren - den mest kendte er Mac Barens Mixture. Den nye pibetobak gjorde så stort indtryk på alverdens piberygere, at virksomheden blev synonym med Mac Baren, og 'Made in Denmark' blev forbundet med pibetobak af højeste kvalitet.

Så stærkt stod brandet, at Harald Halberg Tobaksfabrikker i 1995 skiftede navn til det, som folk ude i den store verden alligevel forbandt virksomheden med.

I det seneste årti har Mac Baren haft fokus på at udvikle og markedsføre nye produkter på de traditionelle hovedmarkeder i Vesteuropa og USA. Samtidig er Mac Baren gået forrest i åbningen af nye markeder i Østeuropa og Asien. Mac Baren Tobacco Company er i dag repræsenteret på mere end 70 markeder worldwide gennem et veludviklet forhandlernet.

Siden 2002 har Mac Baren på fabrikken i Svendborg, foruden virksomhedens egne Mac Baren tobakker, produceret for en række af verdens største tobaksvirksomheder.

Hotelaktiviteter kommer til

I 1979 købte Jørgen Halberg det lokale Hotel Svendborg. Jørgens far, Einar Halberg, havde i halvtredserne som viceborgmester i Svendborg været med til at bygge hotellet. Den første investering i et hotel skete dermed i ligeså høj grad med hjertet som med økonomisk gevinst for øje, og den økonomiske håndsrækning er stadig i dag karakteristisk for Halbergs måde at drive virksomehed på. Vi tager et socialt og et lokalt ansvar.

Halberg Hotels vision er gennem udvikling og opkøb at skabe en gruppe af individuelle hoteller, som er erhvervslivets og kursusudbydernes foretrukne domicil. Halberg Hotels vil være anerkendt for individualisme samt personlig og serviceminded betjening, hvor gæsterne føler sig velkomne og kommer igen.

De foreløbig tre hoteller - det mindre morgenmadshotel Garni blev købt til i 1999, og Hotel Fredericia blev overtaget i 2011 - ventes suppleret med hoteller i Århus og hovedstadsområdet i takt med at de rigtige muligheder byder sig.

Aktivt ejerskab i unoterede virksomheder

Halberg er en finansiel meget stærk virksomhed, som er gældfri og har en egenkapital på cirka 1 mia. kroner. En del af egenkapitalen er bundet i anlægsaktiver i koncernens tobaksfabrikker, hoteller og andre ejendomme. Men en væsentlig del af formuen er placeret i børsnoterede aktier og obligationer. I efteråret 2008, besluttede bestyrelsen at etablere Halberg Kapital med henblik på at investere direkte i mindre og mellemstore unoterede virksomheder.

Frem for at skyde pengene ind i en af de mange kapitalfonde, var missionen for Halberg Kapital at skabe fundamentet for den fremtidige indtjening i Halberg koncernen og således styrke videreførelsen af en betydelig Svendborg-virksomhed som arbejdsgiver.

De virksomheder, som Halberg Kapital investerer i, skal have mulighed for at udnytte de ressourcer, som findes i Halberg koncernen i form af kapital og ledelseskapacitet. Men først og fremmest adskiller Halberg Kapital sig fra stort set alle andre investorer i unoterede virksomheder ved at være meget langsigtet. Målsætningen er at investere i virksomheder i dag, som Halberg Kapital også er medejer af om 10, 20 eller måske 50 år.

Investeringsforeningen Halberg-Gundersen Invest

I 2014 stiftede Halberg i samarbejde med familien Gundersen i Assens en investeringsforening. Begge familier havde i årtier forvaltet individuelle porteføljer af værdipapirer, havde opbygget en betydelig intern ekspertise og samtidig i stigende grad var blevet utilfredse med det høje omkostningsniveau i landets eksisterende investeringsforeninger.

Da begge familier brugte masser af tid og ressourcer på at forvalte deres respektive aktieporteføljer, blev det besluttet at etablere en investeringsforening og høste stordriftsfordele med en målsætning om at levere et kvalitetsprodukt til cirka halvdelen af den pris, banksektoren tager sig betalt for at forvalte de danske opsparerers formue.